”Autentisk” er ikke bare endnu et alt for anvendt modeord

Lad os se det i øjnene: De fleste af os mener, vi er autentiske, ikke?

Når det drejer sig om at gøre varemærker og ideer levende, anses ”virkelig” og ”autentisk” ofte for vigtige faktorer for at få succes. Vi er i tvivl om, hvilket sprog der skal bruges og leder efter det bedste visuelle indhold, der sikrer, at vores varemærkes budskab kommunikeres på en autentisk måde, men hvad betyder det helt nøjagtigt at være ”autentisk”, og hvordan kan vi sikre, at vi er tilstrækkeligt autentiske til at skabe kontakt med forbrugerne på en meningsfuld måde?

Når det drejer sig om kreativitet og at skabe forbindelse, er der masser af inspirerende historiefortællere, virksomheder og agenturer, der har vist vejen på tværs af forskellige brancher og medier. Vi har her samlet nogle højborge for autenticitet – virksomheder, som er dygtige til at være autentiske – for at motivere os og holde os på sporet med at blive en smule mere ægte hver dag.

Bliv autentisk i en fart

Visuel historiefortælling har eksisteret længe, men nu er der flere muligheder end nogensinde før for at indfange og dele historier med et stort publikum. Men med større muligheder får man også større udfordringer, især nu hvor vi har hele generationer af historiefortællere – fra små til store – der konstant har en smartphone inden for rækkevidde. Ganske almindelige ti-årige kan indfange livets øjeblikke og øjeblikkeligt lægge dem ud på sociale platforme, som Instagram og Snapchat. De benytter ord, der passer til sammenhængen, et layout, der svarer til den historie, de ønsker at fortælle og meget mere.

At indfange dette voksende publikum (og fastholde deres opmærksomhed) er alt andet end nemt. De unge, teknologielskende og fremadstormende generationer sætter dig på hårdt arbejde, og de har en intuitiv forståelse for godt design og kreativitet. Så hvordan kan vi fastholde deres opmærksomhed? Svaret lyder: Vær autentisk. Lige nu.

Det at løbe risici er en helt uundgåelig del af at forblive relevant, autentisk og ægte.

Uanset om det er digital annoncering eller en printet brochure, er det nødvendigt, at de billeder og den grafik, du anvender – fra designede logoer til illustrationer og fotos – har et ærligt udseende, der afspejler oplevede erfaringer, som man kan forholde sig til. Prøv at gå væk fra billeder, der viser et perfekt billede af virkeligheden; de er højst sandsynligt ikke lige så underholdende eller gribende som dem, der indeholder det virkelige livs fejl og mangler.

Ægthed skaber empati

Det er imidlertid historier fra det rigtige liv, der i sidste ende interesserer folk – ikke markedsføringsstrategier som søgemaskineoptimeringskampagner eller overskrifter, som skal lokke folk til at klikke på en bestemt artikel. Kig på Volvos Life Paint-kampagne. Volvo gjorde to ting rigtigt godt: Først tog de et moderne problem fra det virkelige liv (Hvordan får vi plads til cyklisterne på vejene på en sikrere og mere integreret måde?) og udviklede en produktløsning. Derpå gjorde de brug af følelser og vores evne til at relatere til tilskadekomne cyklister, som en vej ind i historien. De fremviste autenticitet gennem videoklip, interviews med eksperter og diverse udtalelser, hvilket udviklede en form for empati hos forbrugeren.

Løb risici

Ligesom vores privatliv hele tiden forandrer sig, tager autenticitet sig bedst ud, når en virksomhed løber risici og ikke er bange for at udfordre status quo. Som kreative branchefolk og progressive forretningsfolk er det vigtigt at anerkende vores behov for noget nyt, noget råt, noget, der drager os. Vi påskønner alle, når et varemærke indtager en position, vi ikke havde forventet. Det at løbe risici er en helt uundgåelig del af at forblive relevant, autentisk og ægte.

Tænk på kreative genier som Stefan Sagmeister og Jessica Walsh – eller James Victore. Disse tre lever for at flytte grænser, eksperimentere og endda bringe folk ud af fatning. Selv hvis det, du fremviser som ”ægte”, ikke ligner deres, så arbejd på at have det samme engagement som dem. Ambitionen og den risiko, du løber, er ægte, og det vil dit publikum bemærke som følelsesladet og autentisk.

Tilpas dine handlinger til din virksomheds mission

Fremfor alt skal man gøre sig fortjent til at få et ry for autenticitet. Med uendelige købsmuligheder lige ved hånden har vi tendens til at blive tiltrukket af varemærker, der har en oprigtig historie og tilsvarende lever op til deres mission (især når missionen drejer sig om noget større end at tjene penge). Det drejer sig om at skabe loyalitet og udvikle et forhold baseret på tillid med dine kunder: Gør det, du siger, og sig det, du gør.

Se, hvordan vi kan hjælpe dit team

Felter markeret med rødt er obligatoriske eller ugyldige

Tak.

Vi har modtaget din forespørgsel. En af vores eksperter kontakter dig snarest